Kan du huske hvordan det var at deltage på årsmødet allerførste gang? DRS udlovede fem legater til studerende med interesse for billeddiagnostik, og jeg var en af de heldige.
Indtil nu har januar primært budt på specialeskrivning og halsbetændelse, så det var da klart, at Årsmødet var noget af det jeg så frem til. En nattevagt og for lidt søvn betød at jeg først stod i Odeon da frokosten blev serveret. Efter at have tømt et fad med fisk, sneg jeg mig ind i den store foredragssal, hvor jeg tidligere både har set Jul på Nøddebo Præstegård og Maskerade, for at følge sporet ”update chest oncology”.
Det skal siges, at jeg læser på 11. semester på SDU og har lovet mine forældre at være færdig til sommer. Mit eneste kendskab (udover studiet) til radiologi og billeddiagnostik, er de fire måneder med specialeskrivning som jeg netop har afsluttet på Nuklearmedicinsk afdeling på OUH. Her foretog vi, hvad jeg kalder det første ”randomiserede kliniske retrospektive forsøg”, hvor vi forsøgte at sammenligne betydningen af behandlingsmonitoreringen med FDG-PET/CT mod CE-CT af kvinder med metastaserende brystkræft, da det i øjeblikket virker tilfældigt hvilken modalitet de bliver monitoreret med. Det er aldrig gjort før, og med lidt held får vi artiklen udgivet til foråret.
Jeg havde måske lidt naivt tænkt, at når det hed noget med ”chest” så var der måske noget brystkræft med i det. Hvor jeg tog fejl. Men man spilder vel ikke chancen for at blive opdateret på de seneste retningslinjer for TNM klassificeringen af lungekræft. Forelæsninger er ikke noget nyt, og ganske pædagogisk afsluttede hr. Diederich foredraget med en lille Kahoot (online quiz) i TNM klassificering. Efter at svare forkert på de først 8 spørgsmål, ender jeg tilfredsstillende på en 28. plads ud af 39, så måske jeg alligevel kan blive radiolog.
Efterfølgende stod den på noget jeg rent faktisk havde lidt kendskab til: FDG-PET/CT og maligne sygdomme i knogler. Jeg har efterhånden været heldig og sneget med mig til et par konferencer, maden er jo god og som studerende kommer man ofte gratis ind, men for første gang kunne jeg rent faktisk relatere til det, der foregik på scenen. Jeg fik skrevet noter ned til hvordan den præsenterede forskning kunne relateres til vores forskning, noterede referencer ned som jeg tjekkede op på da jeg kom hjem og jeg fik endda stillet professoren et spørgsmål efterfølgende. Pludselig var det som om en ild blev tændt, for det var ikke længere kun mig, der grublede over nogle ting, og nu følte jeg at den højere mening med konferencer end blot rabarbersaft og tiramisu.
Da jeg opdagede, at der var festmiddag om aftenen, med 3 timers fri bar, aflyste jeg aftalen med drengene og trak i skjorten. Efter lidt kaos i pladsfordelingen, endte jeg i ukendt farvand med Rune (på billedet). Vi sad til bords med en mand fra Siemens, som kører mountainbike og en introlæge fra Skejby, som har rundet de 40, der fortalte os, at det nok skal gå det hele.
Efter at have skuet de tre ronkedorer og mødet med en tjener der fortalte os solbærsorbeten var lavet af rødbeder, startede det vi
alle så frem til: musikken. Med vilje og en halv kop kaffe på skjorten, bød jeg en erfaren overlæge fra OUH op til dans for tidligt til at opdage at jeg ikke kendte sangen, men det gjorde hun heldigvis. Man kan måske sige noget om slidgigt på et røntgen, men på dansegulvet er der ingen smalle spalter. Haha.
Skal jeg være radiolog? Måske, men jeg har erfaret, at når radiologer mødes, er det både med faglighed, fællesånd og så er livet bare bedre ovenpå en dans.
Ps. Ronkedor er afledt at det portugisiske ”Mand der snorker” men i dag betegner en gammel (aggressiv) hanelefant der lever adskilt fra flokken. De tre ronkedorer der bliver henvist til, er dem der grundlagde foreningen for yngre radiologer for 30 år siden. Ingen af dem så dog særligt aggressive ud.
Af Hjalte Oltmann | stud. med. 12. semester på SDU
Billedtekst: Rune og Janni var blandt de studerende der også havde vundet en billet til årsmødet.